To timer før fristen udløb blev den falske og vulgære havfrue på Langeliniekajen fjernet. Det var ejeren af skulpturen, Peter Bech, der var tvunget til at få den fjernet, og det skete med en kæmpekran fra firmaet Karl Thygesen.

Havfruen blev klokken 22.30 den 31. maj 2018 lagt på en stor ladvogn og “kørt på lager”. Efter 50 minutter var skulpturen væk fra Langelinie. Peter Bech har udset sig en plads i Helsingør, hvor han håber, han kan få tilladelse til at genopstille skulpturen. Men det har han ikke fået politisk godkendelse til.

     

Den 14 tons tunge og flere meter høje havfrue med strittende babser og fiskehale har stået på pladsen ved siden af den nuværende restaurant Il Gabiano i 10 år. Peter Bech havde fået tilladelse af By og Havn, der ejer grunden, til at opstille havfruen, som ejeren hævder er et kunstværk, han selv har tegnet. Havfruen er fremstilet af granit i Kina. Det skete, da Bech drev en restaurant “Danish” på kajen. Restauranten måtte lukke efter få år, men Havfruen blev stående.

Beboerne på Langelinie Alle har protesteret, fordi de mener, at Havfruen er vulgær og helt uden kunstnerisk værdi, at den er regulær kitsch.

Ejeren af havfruen har selv boet i en penthouse på Langelinie Alle 7, men han flyttede for nogle år siden til Dragør. Her ønskede han to mindre kopier af den vulgære havfrue sat op på Dragør havn, og det gav dønninger både på havnen og i kommunalbestyrelsen. Et politisk flertal vendte tommelfingeren ned, og kopierne står nu på hans private grund i Dragør.

Den falske havfrue efterlader sig et mindre hul i flisebelægningen på kajen.