Det bliver fremover billigere for ejerforeningen Langelinie Alle 3-9 at være medlem af grundejerforeningen på Langelinie Alle.

På grundejerforeningens generalforsamling ønskede ejerforeningerne på alleen at få nedsat kontingentet markant, da grundejerforeningens egenkapital er på over 800.000 kroner. Det blev vedtaget, og fremover er vores bidrag nedsat med ca. 50.000 kr. om året til nu godt 84.000 kroner plus moms.

Jens Lillelund, der fortsat er næstformand i Grundejerforeningen, har argumenteret for, at der også skal betales til grundejerforeningen for den grund, hvor Bjørn Nørgaards skulptur ‘Det Genmodificerede Paradis’ står. Og ligeledes for den endnu ubebyggede grund helt ude på spidsen af Langelinie. Det er der imidlertid modstridende synspunkter om, og nu skal ATPs jurister se på sagen. Beboerne på alleen ønsker så mange kontingentbetalere som muligt for derved at reducere den enkelte ejerforenings omkostninger.  lf.