Østre Bassin – også kaldet ”Det døde Hav” – danner den sidste lørdag i august ramme om en roregatta med 15 løb.

Regattaen hedder Amagerregatta og er en årlig tilbagevendende begivenhed for roklubberne på Amager. Iblandt dem er B&W roklub, som engang lå på Amager, men nu holder til i Langelinie Lystbådehavn. B&W roklub har værtskabet i år og har fået By og Havns tilladelse til at afholde regattaen i bassinet. Ejerforeningens bestyrelse har givet roklubben tilladelse til at benytte ”Den sorte Firkant” mellem Pramrenden og rundkørselen til opstilling af dommertelt og en lille cafe med forfriskninger.

 

Arrangementet afvikles lørdag d. 29. august mellem kl. 12 og 17 og roklubben beder om overbærenhed, hvis tilskuernes engagement bliver lidt højrøstet. Der er mål og opløb i bunden af bassinet. (KjH)