Igen, igen blev altanprojektet diskuteret, da Ejerforeningen holdt generalforsamling den 21. marts. Dog dennegang knapt så indgående og engageret som tidligere.
En beboer spurgte under eventuelt om status for projektet. Formanden, Svend Poulsen, svarede, at der ikke er meget nyt at fortælle. En større entreprenør har uden omkostninger for Ejerforeningen set på projektet med nye øjne. Som noget nyt mener man ikke, at en pilotering gennem kælderen er nødvendig.
Men projektet er stadig dyrt. Vi skal regne med en gennemsnitspris på 400.000 kr. pr. altan i et projekt, som Københavns Kommune er villig til at acceptere.For nogle ejere vil beløbet blive væsentlig højere, for andre lavere. Ejerforeningen regner ikke med, at et fælles lån og solidarisk hæftelse er en farbar vej. Det underudvalg under bestyrelsen, der arbejder med sagen, vil nu tale med bankfolk om alternative finansieringsmuligheder.Før en finansieringsmulighed er på plads, mener bestyrelsen ikke, projektet kan skride fremad. KjH