Juni 2026

Bestyrelsen har godkendt ajourføring af Husorden. Der er bl.a. indarbejdet henvisning til uHabi, forbud mod private nøglebokse samt foretaget nogle præciseringer. Den ajourførte husorden kan læses i information for ejere.

Ideer til forbedring af Tagterrassernes møbler og indretning blev præsenteret på generalforsamlingen den 12. maj. Her fik arbejdsgruppen opbakning til at arbejde videre på et flerårigt projekt. Efterfølgende har det vist sig, at der er en del møbler især på terrassen over opgang 3-5, som er ubrugelige. Bestyrelsen har derfor bedt udvalget om et hurtigt forslag til indkøb af møbler, som kan passes ind i de fremtidige planer og umiddelbart erstatte de kassable møbler. Udvalget skal endvidere komme med forslag til regelsæt for brug af tagterrasserne inkl. 2 arbejdsdage for brugere, når møblerne tages ud om foråret og ind for vinteren.

Bestyrelsen drøftede kommunens forslag til lokalplantillæg for Spidsen af Langelinie. Drøftelsen tog udgangspunkt i at den gældende lokalplan giver mulighed for et byggeri på over 100 meters højde og med en stor udnyttelse af grunden. Denne præmis er lagt til grund for Lokaludvalgets og E/F repræsentanter i en arbejdsgruppes bemærkninger ifm en tidlig høringsproces. Jens og Birger har her forsøgt at påvirke planerne ift. bassinet, beplantning, parkering, hensyn til kulturarven med promenader samt byggetrafik, men også fremhævet nogle at de positive ting som fx et lille supermarked, café, ejerboliger, mv. Vi er opmærksomme på, at flere beboere er bekymret for byggeriet. Vi forventer at den offentlige høringsproces igangsættes sidst i juni og løber frem til slutningen af september. Vores plan er at afholde et borgermøde i den proces og at der herefter udarbejdes et høringssvar fra foreningerne, lige som vi vil opfordre beboerne til at udarbejde høringssvar.

Der er konstateret snegleangreb i vores buksbom og flere steder er der problemer med vækst og ukrudt i sedumbeplantningen. Bestyrelsen vedtog at rådføre sig med en gartner om evt. udskiftning af beplantningen.

Der har været møde med forvaltningens støjgruppe om ændringer i Støjvagten og om årets musikfestivaler på Refshaleøen. Resultatet heraf kan ses på plakaten i opgangene – version 4. Endvidere fik vi oplyst, at Langelinie Skurets vinbar og event space i nr. 18-38 har fået alkoholbevilling i 8 år til kl. 00. De har desuden fået alkoholbevilling til kl. 4 om morgen fredag og lørdag i 2 år. Hvilket giver anledning til bekymring for natteroen. Vi opfordrer derfor beboerne til selv at ringe til støjvagten, når der er problemer. Støjvagten vil have særlig fokus på vores oplevelser.

Der har været afholdt bestyrelsesmøde samt Generalforsamling i Grundejerforeningen. Her fremgik det, at vores bidrag vil stige med 55.000 kr. til i alt ca. 205.000 kr. hvert af de næste to år. Dermed også overskride vores budget 2026 med 55.000 kr.  Årsagen er, at kajindfatningerne trænger til omgående vedligeholdelse. Jens Lillelund fortsætter som næstformand i grundejerforeningen.

Maj 2026

Bestyrelsen har modtaget overslagspriser vedr. udskiftning til nye energiruder og forbereder en præsentation inkl. priser pr. lejlighedstype til Generalforsamlingen den 12. maj. Herefter vil vi udarbejde en plan for et eventuelt samlet vinduesprojekt, såfremt ejerne udviser interesse herfor.

Vi har haft en ekspert (Bunch Bygningsfysik) til at gennemføre undersøgelser af husets utætheder. Vi forventer en rapport medio maj, hvorefter vi kan færdiggøre en vedligeholdelsesplan og revidere vores vedligeholdelsesbudget for 2026. Planen vil dække de kommende 10 år og være baseret på et nyt system, som vi vil benytte sammen med vores rådgiver. Planen vil, når den er færdig, blive tilgængelig for alle ejere.

En arbejdsgruppe er ved at færdiggøre et ideoplæg til forskønnelse af tagterrasserne som fremlægges på Generalforsamlingen.

Husets nødberedskab er blevet opgraderet, så der er tre dages nødstrømskapacitet på dørenes chipsystem. Samtidig er der etableret nødstrøm til porten til P-kælderen, som vil kunne opretholde normal og fuld drift af porten i ca. 1 døgn eller alternativt sikre reduceret drift i 2-3 døgn (f.eks. ved kun at lade den ene halvdel af porten åbne).

Der er nedsat en arbejdsgruppe, som udarbejder en nødberedskabsplan med relevante informationer, som gøres tilgængelig for ejendommens beboere i analog form.

April 2026

I forbindelse med bestyrelsens undersøgelser af vinduesvedligehold og et potentielt samlet vinduesprojekt, afventer vi aktuelt nogle økonomiske overslag på udskiftning af ruder og tætningslister i tilfælde af, at der gennemføres et større/samlet projekt. Dette vil vi informere om på den kommende Generalforsamling og i et samlet ”katalog”, hvor vores anbefalinger vedr. rudetype, leverandører af beslag osv. vil fremgå. Det vil være op til den enkelte ejer at beslutte, om man vil deltage i et eventuelt fælles vinduesprojekt.

Vi har som bekendt sat en ekspert til at foretage nærmere undersøgelser af de utætheder, vi aktuelt har i et par karnapper og i kælderen under en trappe. Resultatet med anbefaling af hvilke tiltag vi skal foretage forventes snart. Det kan eventuelt udvikle sig til et større vedligeholdelsesprojekt senere i år og måske også efterfølgende.

Som nævnt i seneste orientering har vi haft nogle tilfælde af elevatorstop. Hvis man oplever dette, skal man selvfølgelig trykke på alarmknappen, men da der kan være reaktionstid inden en af leverandørens reparatører kan nå frem, er det også muligt at forsøge at kontakte bestyrelsen, som kan iværksætte en (ofte) hurtigere nødløsning. Ring f.eks. til Birger på 2268 6495 eller Martin på 2481 7124.

Sæsonen for koncerter på Refshaleøen er startet og vi har lavet det første opslag ved postkasserne. Planen opdateres løbende på baggrund af vores kontakter på øen. Bestyrelsen holder møde med Støjgruppen i maj, hvor vi igen forsøger at begrænse generne hvor muligt.

Marts 2026

Årets Generalforsamling holdes den 12. maj kl. 19 i fælleslokalet på Indiakaj nr. 9.

Udskiftning af ophæng og wire i elevatorerne er gennemført. Der har været 2 tilfælde af beklagelige elevatorstop med fastsiddere efterfølgende. Oplever du tilsvarende, så kontakt også bestyrelsen (fx Birger 22686495), som kan nødbetjene elevatoren, så du hurtigt han komme ud.

Vores repræsentation i Lokaludvalget er styrket, idet Birger er blevet valgt ind for perioden 2026-29.

Februar 2026

Bestyrelsen har besluttet at forøge nødberedskabet i tilfælde af strømsvigt, så vores port og døre kan åbnes med nøglebrikker i minimum 3 dage. Det sker ved at tilslutte større nødbatterier end de eksisterende, som kun kan holde i 1 time. Beredskabsplanen opdateres, når installationen er udført og derefter orienteres alle beboerne herom.

Vandtryk og -temperaturer i hele ejendommen er stabiliseret efter at vi har udskiftet ekspansionsbeholder og trykforøger i varmecentralen.

Københavns kommune har indledt forberedelser til et lokalplanstillæg for den ubebyggede grund på spidsen af Langelinie. Det tidligere byggeri af arkitekt Steven Holl er droppet og et nyt projekt med tårne på begge sider af havneindløbet mod Marmormolen planlægges med Harbour P/S som bygherre. Planen er boliger med 75% ejerlejligheder og 25% almennyttigt byggeri. Der planlægges små butikker i stueplanet.

Kommunen har givet Karberghus frist til 28. februar til at lovliggøre indretningen af Promenaden ved at fjerne 30 meter af langbordet og 25 meter af plantekasserne – begge fra sydligste punkter.

Der har været en del indkøringsproblemer med brevpost efter at DAO har overtaget opgaven. Vi skønner, at et hovedproblem er, at de nye bude ikke kan finde frem til postkasserne, når de ankommer til T-indgangen. Vi satser på, at et større og bedre skilt end det nuværende med henvisning til buerne kan løse problemet.

Januar 2026

En større arbejdsgruppe bestående af medlemmer fra og uden for bestyrelsen har behandlet spørgeskemaerne vedr. Tagterrasser og andre fællesarealer. Det blev besluttet at der indhentes arkitektforslag til bedre indretning og møblering af tagterrasserne. Endvidere er der opbakning til at Grundejerforeningen undersøger, om ”det genmodificerede paradis” kan flyttes til pladsen ved rundkørslen, som vi ejer.

En ekspert fra Bunch Bygningsteknik har nu besigtiget utæthederne i et par karnapvinduer og i P-kælderen under buen i nr 3. Vi venter spændt på en rapport herom, som grundlag for handlingsplan og budget.

På første dag i året havde vi en ny utæthed fra et skjult vandrør i stueplan nr. 9. Ejendommen har mange af tilsvarende skjulte rørføringer, så vi sætter fokus på tidlig lokalisering af nye skader tilsvarende steder.

Vi minder om, at elevatorerne på skift vil være ude af drift på grund af udskiftning af wire og ophæng. Opgang 9: 12. – 16. januar
Opgang 7: 19. – 23. januar
Opgang 5: 26. – 30. januar
Opgang 3: 02. – 06. februar

Opladning af el-bilerne aftager nu lige så mange kWh som fællesarealerne, bla. fordi opladning på plads 55 er blevet meget populær. Besparelser på fællesarealernes el-forbrug opvejes således af el-bilerne og sikrer, at vi fortsat kan opnå stordriftspris på el-prisen.