Kjeld Hammer var den første, der flyttede ind i blok 3-5, da huset stod færdigt d. 1. april 1997. Det skete på dagen. Han har skrevet dette kærlige tilbageblik på huset og genkalder sig erindringsbilleder om dets beboere gennem 20 år. De har været mere forskellige, end man måske skulle tro.
Den anerkendte arkitekt, Henry Voss, roste i sin anmeldelse af vores hus både materialevalg og arkitektur og dets ”genspejling af pakhusets tyngde og fortættede styrke”. ”Det er et velovervejet og vellykket byggeri…(men). Det er et reserveret hus. Det strutter ikke af livsglæde”.
”Strutter ikke af livsglæde!” Det er måske en meget præcis iagttagelse. Men omvendt: livsglæde kan jo ikke sådan lige gradbøjes eller sættes på formel. Inde i de 100 lejligheder bliver livet levet som så mange andre steder. Ikke mange børn og unge mennesker. De fleste stille og rolige bedsteborgere, hovedparten pænt – hvis ikke højt – placeret i samfundshierakiet og med helt almindelige liv, tidlig sengetid og ret til hund eller kat. Men her har også boet både skæve eksistenser og anderledes folk.
Mary flyttede ind på 3. sal
Til den sidste kategori hørte den yndige, unge kvinde fra Tasmanien, som flyttede ind på 3. sal i nr. 3 den 1. august 2002.
Mary Donaldsen hed hun – eller som der stod på dørskiltet: ”M. Donaldsen” – kronprins Frederiks udkårne. Med den officielle forlovelse godt et år efter ophørte formaliteterne om hver sin bolig.. Nu kunne det unge par – også officielt – dele bord og seng, og Mary flyttede til Amalienborg. Det var beboerne lidt kede af. Hun efterlod i opgangen et indtryk af en stille, men empatisk nabo, som måske også var den, der sørgede for, at porten til P-kælderen fik en tiltrængt forstærkning?
Eller måske havde PET en finger med i spillet?
Men en tidl. hofmarskal ejer stadig en lejlighed i ejendommen og beboerne har gennem årene – og til dels stadigvæk – talt mange ambassadører, FN-ansatte og diplomater. Her har også boet læger, advokater, bankfolk og professorer, arkitekter, direktører, forretningsmænd, investorer, en Tv-producer, en balletdanser, en baron, SAS-ansatte, rejsebureau-folk, shipping-folk, IT-folk, politifolk, revisorer, økonomer, mode-frisører, journalister og studerende. En professionel (poker)spiller, en charmerende, professionel fest-arrangør, skiftende TDC-ansatte fra Aarhus på week-end i København, få militærfolk og en enkelt præst. Sågar en Melodi Grand Prix-vinder. Men også håndværkere – omend få. Bestyrelsesformanden for PFA, der satte byggeriet i gang i midt 90’erne, flyttede ind efter nogle år som ejer og bor har stadig.
”Her vil jeg bo!”
Selv læste jeg første gang om det planlagte lejebolig-byggeri i PFA-Pensions blad for pensionstagere. Jeg kørte ud på Langelinie. Da jeg så hullet i jorden sagde jeg spontant: ”Her vil jeg bo! ”. Sådan blev det, og jeg flyttede ind i nr. 3-5 som den første d. 1. april 1997. Det har jeg ikke fortrudt et sekund. To måneder forinden, d. 1. februar, var nr. 7-9 taget i brug. I alt 96 dejlige og hele 14 forskellige lejligheds-typer. Fire ekstra lejligheder kom til senere, da PFA solgte de små 1-værelsers gæste-og supplementsboliger i stueetagen.
Selve udlejnings-proceduren var et kapitel for sig, som det vil fremgå af en senere artikel. Det skulle først og fremmest gå ordentlig til. Det var et MUST for PFA Pension og PFA Byg. Det hjalp således ikke en liebhaver til en bestemt lejlighed på 4. sal i nr. 3, at hun var underdirektør i PFA. Hun måtte på lige fod med alle andre ikke bare stille sig i kø, men også deltage i lodtrækningen om pladsen i køen. Da hun erfarede, at den første i køen gik efter lige præcis den samme lejlighed, drejede hun om på hælen og vendte ikke tilbage. Underdirektøren flyttede aldrig ind.
Et prestigeprojekt for PFA
De 96 lejligheder blev fra starten udlejet som leje-boliger, men de var allerede i projekteringsfasen blevet udstykket som ejerlejligheder. Huslejen var høj – meget høj. Eksempelvis kostede en lejlighed på 89 kvm. i 1997 godt 8.000 kr. pr. måned plus forbrug. Til gengæld var der ikke blevet sparet på materialerne under byggeriet. Med den unikke placering ved havnen og en lovændring, han længe havde advokeret for overfor Folketingets politikere, var byggeriet helt tydeligt et prestigeprojekt for PFA-direktør André Lublin. Det var der flere beviser på. Når vi senere fik problemer med vandindtrængen, skyldtes det ikke sparsommelighed under opførelsen eller at PFA-Byg’s direktør hed Rasmus Trads, men snarere manglende omtanke hos ingeniører og arkitekter.
PFA’s tilbud: køb med 5 pct.s rabat
Udskiftningen af beboere de første år gik ualmindelig stærkt. Renten var faldende og nye boliglån kom på markedet. Der var for alvor g
røde i markedet. Den lange obligationsrente faldt således fra omkring 8 til godt 5 pct. fra 1998 til 2004. Det gjorde det nu attraktivt selv at eje sin lejlighed og nogle lejere nåede kun at bo her i få måneder, før de valgte at få ”foden under eget bord”. I maj 200
4 meddelte PFA pludselig alle lejerne pr. brev, at de kunne købe deres lejlighed, hvis de ønskede det. Efter nogle år som udlejere havde selskabet besluttet at sælge alle dets lejligheder fordelt over hele landet i én stor milliardhandel. 2100 lejligheder blev solgt til Centerplan, der senere gik konkurs. Men da havde PFA fået sine penge!
Lejerne købte
Tilbage hos PFA blev kun de 100 lejligheder på Langelinie Allé og ca. 150 lejligheder på Indiakaj/Midtermolen, der var blevet opført tre år tidligere. De blev nu tilbudt lejerne med en rabat på 5 pct. For en lejlighed af gennemsnitsstørrelse på Langelinie svarede det nogenlunde til prisen på den P-plads i kælderen (125.000 kr.), som PFA forlangte skulle købes sammen med lejligheden. Hertil kom, at indskud og depositum – i alt fire måneders husleje – indgik i handelen. Til gengæld blev den ikke istandsat, men skulle overtages som den var. Kvadratmeterprisen var ca. 29.000 kr. i gennemsnit. I dag – 20 år efter – er prisen næsten det dobbelte. P-pladser handles til mellem 250.000 og 300.000 kr.
Tomme lejligheder i årevis
Hvis man valgte købsmuligheden fra, kunne man naturligvis godt blive boende. Lejeloven beskyttede effektivt mod 
opsigelse og PFA forsøgte aldrig at gå denne vej. En snes lejere valgte at fortsætte som lejere, men langt de fleste købte. Ved årsskiftet 2004-2005 overgik ejendommen til de mange nye ejere. En nystiftet ejerforening med Svend K. Poulsen som formand, en bestyrelse på kun fire mand og en tom pengekasse kunne herefter tage fat på den store opgave at forvalte værdier for flere hundrede mio. kr. Med de senere prisstigninger på ejendomsmarkedet i hele landet havde køberne gjort en god handel. Men det var der selvfølgelig ingen garanti for, da handlerne blev indgået og noget ”brandudsalg”, som det var tilfældet hos et af landets store forsikringsselskaber, var der absolut ikke tale om. Finanskrisen tre år senere satte også sine spor i huset. PFA Byg valgte efter finanskrisen en henholdende salgspolitik i takt med, at de hidtidige lejere flyttede. Det skete i tiltro til, at markedet ville vende. Det kom til at holde stik, men det betød også, at en del lejligheder stod tomme i årevis. En enkelt lejlighed i hele 10 år, en anden i 8!
Rettidig omhu prægede også arbejdet i Ejerforeningen. Fra en kassebeholdning på nul overstiger formuen i dag 2 mio. kr.
Tre PFA-lejere tilbage, men mange fremlejere
Den snes PFA-lejere, der fortsatte deres lejemål, er i dag reduceret til tre. De er velkomne til at hente råd og dåd direkte i Ejerforeningen, men formelt er de lejere hos PFA og administreres af Datea. At der ved 20-års jubilæet er mange andre ”slags” lejere i huset skyldes, at ikke mindre end en fjerdedel af lejlighederne beboes af fremlejere hos private ejere. Nogle af disse ejerne har aldrig selv boet her. Andre har ventet på, at børnene flyttede hjemmefra i villaen udenfor København, før de selv flyttede ind og – som undertegnede – med lettelse kunne tage afsked med haven og især dens pligter.
”Skæve” eksistenser
”Bedsteborgerne” er klart i overtal. Men lidt ”skæve” eksistenser har også fundet vej til Langelinie Allé 3-9 – de fleste dog kun i kortere tid og de her nævnte er alle flyttet for år tilbage.
En uortodoks, yngre mand roede hver dag i sin lille jolle til et betroet job på Holmen fra den faste jolleplads i Østre Bassin. Så var der ekshibitionisten med de store gavlvinduer, der helt bevidst IKKE købte gardiner. En anden, yngre lejer løb ”stormløb” mod væggen, når han – ofte om natten – tabte i game på nettet. Ingen ved rigtig, hvad der skete, når han vandt, men begrundelsen, da parret flyttede var, at det var for dyrt. Ejendommen har også haft en munter og arbejdsløs og godt gift bistandshjælpsmodtager, der var en god opsynsmand i huset og også påtog sig ansvar for fællesskabet. Desværre døde han for ung. Her har også boet en porno-producent og en anset udenlandsk kaos-teoretiker i et forskningsprojekt (ja det var han!), der ind imellem – måske for praksissens skyld – bankede konen. Og så var der inder-familien, der holdt op med at betale husleje og alle andre regninger og til sidst flygtede til London overnight, efterlod alt i lejligheden, men lige nåede at ”parkere” et barn hos venner i nærheden. Vi så dem aldrig mere og al deres indbo, inkl. familiebilleder, måtte i en rum tid opbevares i et ledigt rum i kælderen.
Gule og brune, hvide og sorte
Mange er kommet og gået gennem årene. Nogle er flyttet på grund af renten og ejerkøb, ét par savnede deres hus og have og købte villa igen i udkants Danmark. Et andet par flyttede fra en stor lejlighed og langt ud i skoven til en godsforvalterbolig på Sjælland. Atter andre har sukket efter egen altan efter at et altanprojekt måtte opgives i mangel af 100 pct.s.’s opbakning. – Talrige nationaliteter har vi haft: gule og brune, hvide og sorte. Opgang 3 fik først i 2016 overvægt af etniske danskere efter 10 år med andre nationaliteter.
10 børn født i huset
Huset er måske ikke særligt børnevenligt. Så meget mere kærkommen er de børn, der stadig er her og liver op. 10 er født i huset gennem årene og af dem bor 6 her endnu.
Livet går sin gang og en håndfuld beboere er døde, mens de boede her, deriblandt den tidl. formand for ejerforeningen, Erik Møller (nr. 3) og den (endnu tidligere) formand for beboerrepræsentationen, Niels Hey (nr. 9). Ét par har slået ”kludene” sammen i én bolig efter først at have lejet to. Nogle få er gået fra hinanden og flyttet hver for sig. Endnu flere er flyttet ind i huset efter en skilsmisse. Livets går sin gang. Og hvis selve huset ikke ligefrem ”strutter af livsglæde”, så fejler livsglæden ikke noget hos os beboere.
Kjeld Hammer har været bestyrelsesmedlem i beboerrepræsentationen og ejerforeningen i tilsammen 14 år.
