foto Birger Jensen
Det var et hold spørgelystne beboere fra Sdr. Frihavn, som onsdag den 21. oktober fik en eksklusiv, guidet rundvisning gennem det nye Frihedsmuseum. Museet nedbrændte som bekendt totalt i 2013, mens det lykkedes at redde en stor del af de historiske klenodier.
Et vinderprojekt fra arkitektfirmaet Lundgaard og Tranberg løste opgaven med et helt nyt museum på Esplanaden ved at lægge hele udstillingsområdet under jorden. Kun cafe og billetfaciliteter rager over jorden.
Der var på grund af covid19-restriktionerne kun plads til et hold på 20, hvoraf flertallet var fra Langelinie Allé 3-9. Vi fik museet for os selv og en yderst spændende gennemgang af de vigtigste begivenheder i Danmark under besættelsen i 1940-45. Historierne blev illustrativt fortalt gennem museets animerede film og bevarede genstande.
Besøget, der blev afsluttet med middag i cafeen, var arrangeret af Kjeld Hammer og Birger Jensen for Sdr. Frihavnsudvalgets beboere.