Der er nu blødt vand i varmtvandshanerne på Langelinie. Det blev omtalt på generalforsamlingen, at bestyrelsen ville indkøbe at blødgøringsanlæg for at mindske kalkaflejringer i rørene.
Sådan et anlæg er nu indkøbt og installeret i kælderen, og Michael Sund fra bestyrelsen og vicevært Frank har de sidste par uger finjusteret, så der opnås optimalt resultat.
Inden anlægget blev installeret kunne hårdheden måles til 20 enheder. Efter få dage md anlægget kom hårdheden ned på 14. Den anbefalede hårdhedsgrad er på fem til otte enheder.
Anlægget kører nu som det skal, og værdien på vores varme vand ligger nu på 6 enheder, altså midt i det anbefalede felt på fem til otte enheder. Frank vil løbende kontrollere hårdheden af vores varme vand.
At vores varme vand nu, stort set, er kalkfrit betyder ikke at allerede eksisterende kalk forsvinder, men at yderligere tilkalkning minimeres.
Blødgøringsanlægget er kun lovligt at installere til det varme vand. Det betyder, at maskiner, der forbruger koldt vand, vil desværre blive lige så tilkalkede, som de plejer. Men med det nye anlæg på det varme vand er det muligt at hæve vandtemperaturen, så eventuelle legionella-bakterier ikke kan overleve i rørene.
København har noget af det hårdeste og dermed mest kalkrige vand i Danmark.
Blødgøringsanlægget har kostet 30.000 kroner. Det er 10.000 kr. mindre end budgetteret. Anlæggets drift (tilsætning af salt) ventes at blive 4.000 kroner årligt – det er 1.000 kroner mindre end budgetteret. KjH + lf.