Det blev en særdeles dramatisk lørdag aften for nogle af beboerne på Langelinie Allé.
Først indledte politiet omkring 17,30 en eftersøgning af en formodet druknet person i Østre Bassin (”Det døde Hav”). Det skete ved hjælp af vanddykkere fra Københavns Brandvæsen og en eftersøgningshelikopter fra SOK, der gik lavt ind mellem ejendommene omkring bassinet. Formentlig under eftersøgningen tabte helikopteren en fosforpatron tæt ved busholdepladsen nærmest havnebassinet på Indiakaj. Patronerne bruges til oplysning i mørket under eftersøgning.
Den tabte patron udløste senere på aftenen en bombealarm på Indiakaj og Langelinie Alle 3-5. En tilkaldt ekspert ville ikke udelukke, at fosforpatronen kunne være farlig at fjerne med menneskehånd. Hele området blev derfor afspærret og beboere bedt om at lukke vinduerne. Hærens sprængningskommando, EOD (minerydderne), blev tilkaldt. Et specielt indrettet udrykningskøretøj fra EOD gik straks i aktion og uskadeliggjorte fosforpatronen ved en sprængning. En anvendt praksis er, at fosforpatronen anbringes i en plastpose fyldt med vand, hvorefter sprængningen sker.
Dermed var dramatikken dog ikke slut på denne ellers varme og fredelige sommeraften. Inden politiet var kørt væk fra området måtte det tage sig af en sanseløs svensker, der lå på plænen foran Trip-Trap-butikken. Og omkring midnat blev en splinterny sort Audi S4 forsøgt stjålet ud for Langelinie Allé 7, nærmest Promenaden. Politiet blev tilkaldt og kunne konstatere, at bilen var så ny, at det endnu ikke havde fået ”bogført” navnet på ejeren bag registreringsnummeret. Ejeren kunne derfor ikke kontaktes. Det viste sig senere, at pågældende ikke bor på Langelinie Allé.
Også parkerede, sorte Audi 100-biler blev der holdt øje med på Langelinie Allé. Det skete i forbindelse med eftersøgningen af det bortførte spædbarn fra Esbjerg, som netop blev bortført i denne Audi-model.
Og kl. 21 anløb krydstogts-skibet ”Emerald Princess” Nordhavnen med svineinfluenze-smittede passagerer ombord. Tre syge var isoleret på skibet, og blev ved ankomsten bragt til hospitalet, oplyser embedslægen. Andre fem var inden ankomsten blevet erklæret raske igen. (KjH)