Mindeord af Kjeld Hammer:
Ejerforeningens første formand og mangeårige bestyrelsesmedlem, Svend K. Poulsen, er død. Han blev 76 år.
En stor blodprop i hjernen satte punktum for et travlt og stadig aktivt liv, omend helbredet skrantede de senere år og en kræftsygdom samtidig tærede på kræfterne.
Med Svend Poulsens død har Ejerforeningen mistet sin energiske primus motor og førstemand gennem sammenlagt 6 1/2 år – fra dens spæde opstart i 2004 og til han mente, tiden var inde til at lade sig afløse som formand. Sådan blev det dog ikke helt. I en ny periode fra sommeren 2011 til foråret 2014 var der atter bud efter ham som formand. Men Svend Poulsen blev i bestyrelsen til sin død, ialt 14 år, – velvidende, at en tidligere formand skal give plads til sine efterfølgere, men også se til, at tingene ikke kører af sporet. Han havde netop besluttet, at han på den kommende generalforsamling ville udtræde som ordinært bestyrelsesmedlem, men opstille som suppleant. Store projekter i ejendommen var gennemført eller kørte, som de skulle. Nu kunne han godt træde et skridt tilbage, mente han.
Rettidig omhu
Det kunne han gøre med overordentlig god samvittighed. Fra nul kroner i kassen i 2004 og en ambition om, at vi ville være Danmarks bedst drevne ejerforening, fik han – bistået af en dengang lille bestyrelse – ved god forstand på ejendomsadministration, sans for mulighederne, fantasi, gode forhandlingsevner, menneskekundskaber og et skarpt intellekt opbygget en god og bundsolid økonomi i ejendommen. En linje, som efterfølgerne har fortsat og som mange andre ejerforeninger i København misunder os i nr. 3-9 og i sig selv trækker købere til ejendommen.
Nok blev der lagt sparsommelighed for dagen (smørrebrød til bestyrelsesmøderne var ikke hans ide!), men den flotte ejendom på Langelinie til en halv milliard kr. skulle sørme også vedligeholdes – og det med kvalitet. Rettidig omhu var på sin plads. Det havde han taget med sig fra årene i A.P. Møller.
Myndig og venlig
I det daglige praktiserede han formandsskabet med myndighed og venlighed og uden sentimentalitet. Han besad en sjælden evne til at forklare en beboer, at han var gal på den med dette eller hint- også uden omsvøb og med eftertryk som f.eks.: “DET vil vi ikke ha!” – og alligevel bevare det gode forhold. Men først og fremmest havde Svend en umiddelbar imødekommenhed i stort og småt.
Utallige har fået bemærkningen: “du ringer bare” eller “du ringer bare en anden gang”. Han gav sig også tid til at hjælpe med råd og dåd, når en beboer eller en pårørende havde et helt privat praktisk spørgsmål om køb og salg eller en privat investering – også langt udover det, posten med rimelighed krævede. Helt bevidst satte han ofte et kvarter længere af til et ærinde i sit depotrum eller på vej til P-kælderen, fordi han hyggede sig med at møde nogen på vejen, der lige skulle spørge eller snakke.
Kant og humor
I sit professionelle liv drev Svend Poulsen i flere årtier og med succes sit eget investeringsfirma, først i Herning, så fra Aarhus og siden 2000 på Langelinie i København. Han var velanskrevet i branchen for sin pålidelighed og redelighed – et forhold, som også afspejlede sig i resultaterne. Den jyske sparsommelighed fra statstjenestemands-hjemmet i Skanderborg gjorde vel også sit.
En uge før han 29.december udåndede på Rigshospitalet ønskede vi hinanden glædelig jul og drak den sidste øl. Han glædede sig over, at det gik børn og børnebørn godt og til i den kommende uge at være “Uber-chauffør”, som han sagde, for datteren og hendes familie på juleferie fra London. Uber- bemærkningen var en drilsk finte til en tidligere fagforeningsmand, men sagt med et glimt i øjet. Sådan var han til det sidste. Med kant. Med spændstighed og ikke mindst – med humor.
Æret være Svend Poulsens minde.
—
Svend Poulsen efterlader sig hustruen, Liselotte, en datter, Marianne, og svigersøn i London, en søn, Kasper, og svigerdatter i Rødovre, samt tre børnebørn.
Han blev bisat tirsdag d. 8. januar kl. 11 fra Kastelskirken. Adskillige nuværende og tidligere beboere fra huset var mødt op i kirken, og mange deltog i den efterfølgende reception på Hotel Guldsmeden. Ejerforeningen havde til kirken sendt en smuk krans.
