En ejer i nr. 5 fik et mindre chok, da han modtog sin årlige opgørelse over forbrug af varme og varmt vand. Opgørelsen viste en helt normalt og stabilt forbrug af varme. Derimod var forbruget af koldt vand steget med ikke mindre end 267 pct. sammenlignet med året før. Men ikke nok med det: Forbruget af varmt vand var steget med 59 pct. Vel at mærke alt sammen uden at ægteparret i lejligheden på nogen måde havde ændret på deres i øvrigt regelmæssige adfærd.
Ejeren var ikke et øjeblik i tvivl om, at der var tale om en aflæsningsfejl. Han kontaktede ejendommens administrator, der bad ham skrive en mail, som han derefter videresendte til Brunata, der står for aflæsningen. Brunata bad derpå beboeren om selv at foretage en kontrolaflæsning på måleren i skabet og sende tallene på mail. Mindre end et døgn efter kunne Brunata overfor ejeren bekræfte, at der VAR tale om en fejl og at man nu ville udarbejde en korrigeret regning og fremsende denne via ejendommens administrator. I første omgang var det et krav fra administrator, at den alt for høje regning blev betalt. Differencen var på ikke mindre end 3.500 kr.
”Der er altså god grund til at holde øje med sit forbrug og sin regning”, konkluderer ejeren i nr. 5. Han er godt tilfreds med den hurtige reaktion hos Brunata, men undrer sig over, at det kunne ske. Hertil svarer Brunata, at da overførslen (af data) sker elektronisk, kan fejlen være sket der. Ellers kan de ikke svare på årsagen.
Med elektronisk overførsel menes aflæsnings-teknikken. Samtlige 100 lejligheders forbrug aflæser elektronisk i varmekælderen, hvilket betyder, at Brunata ikke behøver at skulle aflæse i 100 lejligheder separat. Det tager kun et kvarter, men 100 pct. sikkert er det altså ikke. – Ifølge Dan-Ejendomme er klageren i nr. 5 den eneste, der har klaget over det udsendte regnskab for 2007-2008. (KjH