Nedkørselen til P-kælderen har de sidste vintre måttet saltes efter snefald, fordi de varmetråde, der fra ejendommens opførelse var nedlagt i rampens beton, er defekte.
Den manuelle saltning har imidlertid været et problem ved snefald før viceværten nåede frem – og især i week-end’erne. Det rådes der nu bod på. Men i stedet for at reparere de dyre og følsomme varmetråde, som vi alligevel ikke kan få garanti for holder, forsynes rampen nu med såkaldte rumleriller. Det er riller, der fræses ned i betonen og – formet som sildeben – modvirker skred. Derudover vil der fortsat ske saltning.
Arbejdet med rumlerillerne starter en af dagene og forventes færdigt senere på måneden. Rampen vil blive holdt åbent i hele perioden. Efter forhandling med bestyrelsen har ATP Ejendomme indvilget i at betale for halvdelen af arbejdet.