Langelinieskuret, dvs. det næsten 350 meter lange skur i to etager er blevet købt af Karberghus.
Skuret er en del af Frihavnen, der i 1890erne gjorde København rigere på industrianlæg, – det anvendtes til opbevaring af gods, deraf navnet.
Karberghus er et gammelt firma, som har specialiseret sig i nænsomt at restaurere fredede bygninger.
Det er en del af familievirksomheden Just Karberg, hvor nu 5. generation har overtaget.
Firmaet ejer mange fredede bygninger rundt omkring, som alle er sat i flot stand.
Det vil man også gå i gang med på Langelinie ligesom processen med at finde gode og egnede lejere begynder. Her tænker Karberghus på lejemål som butikker, ateliers, kunst. Man vil have Langelinieskuret tilbage som et attraktivt og hyggeligt sted uden nødvendigvis at satse på krydstogtskibenes passagerer som kunder. Man vil gøre butikkerne spændende, også som udflugtsmål.
Ejerforeningens hjemmeside har haft et møde med Andreas Just Karberg, der er administrerende direktør for Karberghus.
Han har mange ideer mht. det videre forløb, og hjemmesiden fik en interessant samtale om dette med ham.
Ejerforeningen ser frem til samarbejdet med Karberghus.