Beboerne på Langelinie Allé har vundet en stor sejr over mastodonterne bag ejerskabet af Langeliniespidsen, der også er beboernes naboer. En sejr, der involverer millioner af kroner de kommende år.
Det er Voldgiftsretten, der entydigt har givet beboerne ret i, at ejerne af den sidste ubebyggede grund på Langeliniespidsen også fremover SKAL være medlem af Grundejerforeningen Langelinie, sådan som det er tinglyst i 1997. Dermed skal Langeliniespidsen fortsat – sammen med de øvrige grundejere – betale til vedligeholdelse af bl.a. veje, moler og broer på områdets fællesarealer.
Hvis Spidsen bliver bebygget med det planlagte kontorhus på mellem 29.000 og 31.000 kvadratmeter vil det betyde, at ejerne skal betale 410.000 kroner om året til Grundejerforeningen. Det svarer til omkring 40 procent af Grundejerforeningens årlige budget.
“Jeg er meget glad og lettet over det gode resultat. Dommen er helt klar og har givet os fuldkommen ret i, at man ikke kan melde sig ud af Grundejerforeningen,” siger Ejerforeningens Jens Lillelund. Han har gennem to år sammen med Hanne Markussen fra Langelinie Allé 25-29 trukket det tunge læs. Først i Grundejerforeningen og dernæst i den voldgiftsretssag, som beboerne nu har vundet.
Ejendomsbranchens Goliat
Det er mastodonter i ejendomsbranchen, der har lidt dette knusende nederlag. Bag Harbour P/S, der ejer grunden på Langeliniespidsen, står ATP Ejendomme, Pension Danmark og By & Havn.
De havde klaget til Voldgiftsinstituttet over, at et flertal i Grundejerforeningens bestyrelse, hvor Jens Lillelund er næstformand, ikke ville lade Habour P/S melde sig ud af Grundejerforeningen Langelinie. Striden står derfor mellem Harbour, Pension Danmark og ATP ejendomme på den ene side og beboerne i ejerforeningerne Langelinie Allé 3-9 og Langelinie Allé 25-29 samt butikkerne i Langeliniepromenaden på den anden.
Det store prestigeprojekt
Stridens kerne er den såkalde L-grund yderst på Langeliniespidsen. Det er den grund, hvor der efter en ny kommunal lokalplan skal bygges det spektakulære Steven Holl-kontorprojekt, der består af kontorhuse på henholdsvis Langeliniespidsen og Marmormolen på den anden side af havneindløbet – forbundet med en lukket gangbro i 65 meters højde.
Det var med henvisning til netop den lokalplan (lokalplan 440), at Harbour krævede at forlade Grundejerforeningen Langelinie. Københavns Kommunes lokalplan 440, der blev offentliggjort i 2010, omfatter nemlig L-grunden på Langeliniespidsen og den modsvarende grund på Marmormolen. I lokalplanen kræves det, at de to grunde skal have deres egen grundejerforening, som ejerne er forpligtede til at være medlem af.
Så med henvsning til lokalplan 440 og kravet om at være med i Steven Holl-projektets grundejerforening, påstod Harbour sig fritaget for medlemsskab af Grundejerforeningen Langelinie.
Men den gik altså ikke.
Habour skrev selv den nye lokalplan
Det er nemlig ejerne bag Habour selv – og ikke de kommunale politikere – der har stået bag formuleringerne om grundejerforpligtelse i lokalplan 440. Det fremgår af Voldgiftsinstituttets sagsgennemgang og kendelse.
Det er derfor Harbour P/S, der selv har ændret forudsætningerne for at være med i Grundejerforeningen Langelinie. Og det faktum har været afgørende for Voldgiftsrettens sønderlemmende kendelse.
Harbour P/S har selv “været initiativtager til og stået bag udarbejdelsen af lokalplan 440. Harbours påberåbte ændrede forudsætninger for sit medlemsskab af G/F Langelinie beror således på Harbours egne forhold, hvilket er en risiko, der må bæres af Harbour selv,” hedder det i kendelsen.
Og det fremgår, at ATP Ejendommes direktør, Michael Nielsen, har forklaret til Voldgiftsretten, at ATP og By & Havn “har taget initiativ til udarbejdelse af lokalplan 440”. Han har også forklaret, at spørgsmålet om fortsat medlemsskab af Grundejerforeningen Langelinie har været “drøftet intenst” i Harbours bestyrelse.
Beboerne får ret i alt
Voldgiftsretten har taget alle beboernes argumenter til sig som dens egne i kendelsen. Nemlig:
- Der er en tinglyst pligt for grundejerne på Langelinie til at indgå i et fællesskab, som har til formål at varetage medlemmernes fælles interesser.
- Der er ikke noget i vejen for, at ejerne af Langeliniespidsen kan være forpligtet til at være medlem af to grundejerforeinger.
- Grundejerforeningen Langelinies opgaver, herunder vedligeholdelse af broer, promenade mv, består fortsat.
Afsluttende gøres det klart i kendelsen, at Grundejerforeningen Langelinie har en “beskyttelsesværdig interesse” i at fastholde, at Harbour fortsat har pligt til at bidrage til vedligeholdelse og drift af fællesarealerne.
“Ikke mindst set i lyset af den merbelastning af fællesarealerne, som må forventes på grund af den stærkt forøgede benyttelse af L-grunden, som lokalplan 440 giver mulighed for”.
Det klokkeklare nederlag til ejerne af Langeliniespidsen får umiddelbart pænt store økonomiske konsekvenser for de to pensionsselskabers medlemmer. Harbour, ATP Ejendomme og Pension Danmark skal nemlig betale alle sagens omkostninger. De udgør knapt en kvart million kroner til Voldgiftsretten. Derudover skal ejerne af Langeliniespidsen betale 175.000 kr. i sagsomkostninger til de to ejerforeninger på Langelinie Allé og K/S Promenaden. Plus naturligvis deres egne advokatomkostninger.
Beboerne på Langelinie Allé 3-9 kan læse hele Voldgiftsrettens afgørelse under fanen her . Har du glemt din kode kan en ny rekvireres hos webmaster