Den 1. april 1997 blev lejlighederne i nr. 3 og 5 fordelt på de lejere, der havde skrevet sig op til at leje sig ind i det helt nye byggeri. 2 måneder tidligere var de første lejligheder på tilsvarende vis taget i brug i nr 7 og 9.
Det var på mange måder en milepæl ikke kun for Langelinie, men hele København.
Godt 100 år tidligere havde fremsynede politikere og erhvervsfolk oprettet Frihavnen som en Toldfri international havn med pakhuse, virksomheder, kajfaciliteter og jernbane (20 km spor). Den skulle tage konkurrencen op med Hamborg og den nyåbnede Kielerkanal. Udgravningerne blev for første gang delvist udført med gravemaskiner.
Dahlerups Skur 1
Masterplanen for frihavnen var tegnet af Holger Hammerich, mens Skur I, som lå på vores grund var tegnet af arkitekt Vilhelm Dahlerup. Han havde i øvrigt også tegnet nabohuset og det nu delvist fredede gitter rundt om havnen. Frihavnen var lukket af for uvedkommende, men undtaget var Promenaden, som blev et elsket udflugtssted for ikke kun Københavnerne, men også nabokommunerne. Her kunne man nyde den travle, internationale atmosfære, og det er jo stadig almindeligt at tage turen gennem kastellet, omkring den lille havfrue og videre ud ad Promenaden for at slutte med en is ude på spidsen af Langeliniekajen.
Frihavnen lukkes
I 1985 var der ikke længere økonomisk basis for at drive en frihavn, og man var i København fast besluttet på at lade havneområdet danne fundamentet for at vende udviklingen med fraflytning, tilbagegang og truende økonomisk ruin. I 1988 besegledes en aftale med ØK om at bygge nyt hovedsæde på Midtermolen. Det var det første større Københavnske erhvervsbyggeri i adskillige år. Det stod færdigt i 1992 og samme år blev lokalplanen 197 for Østmolen, Midtermolen og Indiakaj vedtaget. Bygningerne på Østmolen kan i henhold til lokalplanen opfylde så forskellige formål som boliger, erhverv, butikker, hoteller, teater, udstillings- og sportsfaciliteter.
Fremtiden og Kysset
Og så er der jo planen om at bygge ”Kysset”, to tårnhuse med en gangbro imellem sig i 65 meters højde, hvorunder DFDS færgen kan sejle. Tårnhusene er tegnet af den amerikanske arkitekt Steven Holl. Tårnet på Langelinie vil blive København højeste og projektet vil udgøre et fantastisk vartegn som velkomst til sejlende turister. Lokalplan 197 betegnes af Københavnske politikere som et vendepunkt. Kommunens indbyggertal var i 1991-92 under 470.000 og nedadgående. Med denne og de senere planer for Ørestad, Bryggen og Syd- og Nordhavn er tallet nu tæt på 600.000 og stigende mod de 700.000. Væksten afspejler sig også i Københavns økonomi.
Bygget som lejeboliger
Vores to huse blev tegnet at arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen for PFA. Der var tale om et præmieret prestigeprojekt med Rasmus Trads og Andreas Lublin som ambitiøse direktører.
I 2004 blev status ændret fra lejeboliger til ejerlejligheder, og salget er gået hurtigt, så der kun er en håndfuld af de 100 boliger, som stadig er udlejet i PFA-regi.
Og ejerforeningen værner om det præmierede byggeri. Der er ofret meget på stormflods- og skybrudssikring. Ifølge ejendomsmæglerne har vi Københavns flotteste trappeopgange, P-kælder og tagterrasser. Og på den mindre synlige front har vi fornyet tagpappet på de flade tage og dæk. Vi betegnes også, som et af de sikreste boligbyggerier i landet med videoovervågning og adgangssikring.
Så vi kan med stolthed ønske hinanden til lykke med de 20 år.
Birger
Der vil senere blive oprettet en særlig jubilæumsside med flere artikler om husets historie