Langelinie blev oprindeligt anlagt som en del af Kastellets fæstningsværk og var som sådan ikke et frit tilgængeligt område, før strækningen blev åbnet for offentligheden i 1848. Nu kunne Københavnerne endelig promenere langs vandet helt ud til Svanemøllen.
Men det blev ikke noget varigt gode for byens borgere. Anlægget af Københavns Frihavn i 1890’erne betød et farvel til den populære spadseretur. Til gengæld fik byen både en Lystbådehavn og den stort anlagte Langeliniepark med en højtliggende promenade over Langelinies pakhuse ud mod den østligste kaj, adskilt fra selve Frihavnen med det, nu fredede, gamle smedejernsgitter.
Vores område er spækket med monumenter og mindetavler, som hver for sig lægger brikker til både Danmarks og Københavns historie.
Det var to af tidens mest markante og driftige personligheder, arkitekten Vilhelm Dahlerup (1836-1907) og brygger Carl Jacobsen (1842-1914), der fik afgørende betydning for udformningen af hele området i årene omkring det forrige århundredskifte. Deres virketrang kom i øvrigt til at præge hele København med en lang række karakteristiske bygninger som f.eks. Det Kgl. Teater, Ny Carlsberg Glyptotek, Frihavnens store pakhuse, Carlsbergs Elefantport, Jesuskirken, Statens Museum for Kunst, Pantomimeteatret, Jorcks Passage, Dronning Louises Bro, Søpavillonen og Hotel d’Angleterre.
Den følgende gennemgang af Langelinies mange monumenter skulle gerne inspirere til hyggelige spadsereture i vores nærområde og måske give anledning til et par stop undervejs med tanke på de historier, der gemmer sig bag bronze og granit.
Gefionspringvandet
Som en storladen ouverture til Langelinieparken står Gefionspringvandet, skabt af billedhuggeren Anders Bundgaard (1864-1937) og indviet i 1908.
Det imposante monument var egentlig tænkt opstillet på Rådhuspladsen som en gave fra Carlsbergfondet i anledning af Carlsberg-bryggeriets 50 års jubilæum, men fik altså i stedet sin smukke åbne placering for enden af Amaliegade.
Motivet er hentet i den nordiske mytologi: Gudinden Gefion, der på bare én dag og én nat med sine fire sønner, omskabt til okser, pløjer Sjælland ud af den svenske jord.
Blandt Anders Bundgaards andre kendte værker er granitudsmykninger på Københavns Rådhus, Reliefferne på Obelisken på Femvejen (1913) og Cimbrertyren i Aalborg (1937).
En mindre udgave af Gefionmonumentet – Lille Gefion, som blev støbt over Bundgaards oprindelige gipsmodel i 1/6 størrelse, står nu på terrænet ved Bispebjerg Hospital.
Gefionbroen
Den spinkle, buede bro er en af de allerførste jernbeton-konstruktioner i Danmark. Den er skabt af ingeniør Asger Skovgaard Ostenfeld (1866-1931) sammen med arkitekten Vilhelm Dahlerup og indviet i 1894.
Broen skulle sikre adgangen til den nye Langeliniepark efter anlægget af Frihavnen og den nyetablerede jernbane i området.
Hundrede år senere blev hele anlægget omkring Kastellet og voldene gennemgribende renoveret takket være midler fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formål. Og i den forbindelse blev den fine, lille bro ligeledes restaureret, så både smedejernsgelænder og mosaikudsmykning igen fremstår, som da den blev opført.
Ingeniør Ostenfeld stod også bag den – nu desværre nedtagne – Langeliniebro over det store baneterræn mellem Østbanegade og Langelinie. Denne store bro var, da den blev opført i 1892-94, en fuldkommen banebrydende konstruktion.
Men en total restaurering fandt man desværre ikke midler til 100 år senere, så løsningen blev at nedrive Ostenfelds bro i 1992, etablere en midlertidig bro og endelig i 2005-06 opføre den nuværende bro for cykler og fodgængere.
Frederik IX
Portrættet af kongen er udført af billedhuggeren Knud Nellemose i 1982, opstillet den 20. april 1982 – 35 år efter Frederik IX’s tronbestigelse og 10 år efter hans død.
Knud Nellemose (1908-97) har med kombinationen af den stilfærdige, naturalistiske bronzefigur og den abstrakte baggrund af granit på samme tid givet monumentet en både menneskelig dimension og et større perspektiv – og derved skabt et fornemt billede af en folkelig og højt respekteret regent.
Monumentet er bekostet af en række erhvervsfolk på initiativ fra den tidligere formand for Folketinget, Knud Skytte.
Placeringen med den halvcirkelformede bøgehæk som baggrund og bedet med lyngplanterne foran monumentet bidrager med fine indslag fra den danske natur.
Zink Global – skrotmanden
En anderledes omdiskuteret skulptur møder vi på kajkanten ud for Løgismoses gastronomiske supermarked, hvor Kim Michaels metalmand sidder fordybet i tanker med tydelig henvisning til Rodins berømte skulptur af ”Le penseur” fra 1880.
Figuren er skabt af utallige stumper genbrugsjern, og den grublende skrotmand sidder oven på en ni meter lang nøgle, der ender i et slags uendelighedstegn. Ophavsmanden, Kim Michael (f. 1963) har ønsket at skabe ”en åben figur af et ikke-perfekt, bekymret menneske”.
Kim Michael (The Zinker) medgiver selv, at skulpturen ikke er skabt med henblik på den nuværende placering, men i hans optik giver kajen ved Toldboden god mening.
Skulpturen er finansieret af private donationer fra Ecco, Arbejdernes Landsbank, Tage Sørensens Fond samt By og Havn og blev opstillet 2012. Det er By og Havn, der ejer det pågældende område, så den voldsomme kritik af Kim Michaels skulptur har indtil videre ikke kunnet flytte den kontroversielle skrotmand.
Opstillingen af figuren på dette sted er derfor ikke på nogen måde udtryk for et officielt og kunstnerisk valg fra Københavns Kommunes side.
Monumentet for prinsesse Marie
Det store monument i bronze og granit for prinsesse Marie er skabt af billedhuggeren Carl Martin-Hansen (1877-1941) sammen med arkitekten Carl Brummer og opstillet i 1912. At vi befinder os i skønvirke-tiden fornemmes i de udhugne blomsterranker på siderne af den omgivende halvcirkel i granit.
Prinsessens franske afstamning er markeret med tre franske liljer under hendes navn, og hendes fine tilhørsforhold til det nye land er værdsat med følgende indskrift: ”HUN TALTE MED VOR TUNGE OG FANDT VORE HJERTER”.
Carl Brummer har i øvrigt også tegnet gravmonumentet over prinsesse Marie og prins Valdemar i Roskilde Domkirke.
Carl Martin-Hansen er især kendt for sine bestillingsarbejder af monumenter og gravmæler men også for en yderst populær serie af porcelænsfigurer i danske folkedragter, som blev produceret af Den Kgl. Porcelænsfabrik. Sammen med Carl Aarsleff arbejdede han i årene 1900-1904 også med restaureringen af dronning Margrethe 1.’s gravmæle i Roskilde Domkirke.
Prinsesse Marie af Orléans (1865-1909) var gift med den danske prins Valdemar og blev bl.a. mor til den kendte ”motorprins”, prins Axel. Hun er beskrevet som lidt af et livsstykke og sad gerne selv ved rattet i sin bil.
Monumentet er rejst i taknemlighed for hendes sociale arbejde og godgørenhed. Hun arbejdede utrætteligt for ubemidlede mødre og børn og stiftede også et Hjem for Gamle Sømænd og Sømændsenker i Wildersgade på Christianshavn. Sømandsforeningen af 1856 påskønner stadig denne indsats med en krans på hendes fødselsdag den 13. januar.
Huitfeldt-monumentet
Monumentet blev i 1886 rejst til minde om Ivar Huitfeldts og hans besætnings heltemodige indsats for at redde den danske flåde ved slaget i Køge Bugt den 4. oktober 1710.
Billedhuggeren Ferdinand Edvard Ring (1829-86) skabte sejrsgudinden Victoria øverst på søjlen og hele monumentet blev til i samarbejde med arkitekten Vilhelm Dahlerup.
På soklen ses bl.a. relieffer af Huitfeldt (1665-1710) og hans skib, Dannebroge. Nederst pyramider af kanonkugler. Kanonrørene blev i 1872-75 fisket op fra vraget af Dannebroge i Køge Bugt.
F.E. Ring er i øvrigt også manden bag skulpturgruppen af Apollon med Pegasus, Melpomene og Thalia, som står øverst på Det Kongelige Teaters facade, opsat i 1878. Den utrættelige Dahlerup var også selv dybt involveret i teaterets tilblivelse.
De japanske kirsebærtræer
Plænen omkring Huitfeldt-søjlen er siden 2005 omgivet af en smuk og ganske ensartet beplantning af japanske kirsebærtræer, som vi også finder i grupper flere andre steder i Langelinie området, i alt 200 træer, alle podet i samme højde og importeret fra Holland.
Træerne er en gave fra direktøren for en af Japans største brødfabrikker, ”The Andersen-Takaki Bakery Group” i Hiroshima, som på denne generøse måde har villet markere sin mangeårige interesse for og forbindelse med Danmark, siden grundlæggeren af bageriet for første gang besøgte Danmark for 64 år siden.
Og da 2005 var jubilæumsår for H.C. Andersen, var det en perfekt anledning til at hædre vores by med et smukt indslag af japansk kultur, hvor kirsebærtræernes blomstring fejres som en virkelig fest.
Hvert forår afholdes nu også en dansk Sakura Festival under de blomstrende træer med japanske the-ceremonier, japanske madboder, musik og andre aktiviteter for børn og voksne.
På en meget beskeden lille tavle i græsset ved cykelstien finder man navnene på de mange medarbejdere i det store bager-firma.
Den lille Havfrue
H.C. Andersen skrev sit berømte eventyr om havfruen i 1837, og i 1913 skabte billedhuggeren Edvard Eriksen (1876-1959) den fine lille skulptur, der siden er blevet måske det største trækplaster for turister på besøg i København. Endnu en af Carl Jacobsens mange gaver til byen.
Brygger Jacobsen havde i 1909 på Det Kgl. Teater oplevet Ellen Price danse partiet som Havfruen i Hans Becks og Fini Henriques ballet over Andersens eventyr. Og Carl Jacobsen, der altid var parat til at støtte kunsten, konverterede sin spontane begejstring for historien og den yndefulde danserinde til en hurtig bestilling af en havfrue-skulptur til opstilling i Langelinieparken.
Desværre har Havfruen adskillige gange været udsat for hærværk, første gang i 1964, hvor hendes hoved forsvandt, senere med både afsavet hoved og arme samt flere overmalinger.
Havfruen har også prøvet at være langt hjemmefra: fra april til november i 2010 sad hun, med tilladelse fra Københavns Borgerrepræsentation, på Expo 2010 i Shanghai som det ikoniske vartegn for Danmark.
Ved hjemkomsten den 20. november blev hun hilst velkommen tilbage af et talrigt publikum med viftende dannebrogsflag, overborgmester Frank Jensen og ridende betjente, der alle fejrede, at hun igen indtog sin sædvanlige plads.
Svømmeren
På de små plæner mellem lystbådehavnen og promenaden foran den Lille Havfrue står to bronze-skulpturer på ensartede granitpodier, begge unge mænd, den ene ”Svømmeren”, den anden ”Efter badet”, begge opstillet i 1909.
De to smækre ynglinge vidner om en tid, hvor det sunde legeme og friluftslivet for alvor var ved at finde vej til kunsten. Både P.S. Krøyer og Peter Hansen har malet badende drenge og tænk bare på Willumsens ”Badende drenge ved Skagen Strand”, der netop er malet i 1909.
Hvor vi måske for nogle år siden ville have fundet de to badere en anelse passé, må man sige, at de nu passer perfekt i en storby, hvor havnebade er blevet hverdag, og flere og flere dyrker vinterbadning eller havsvømning, ligesom idealet om en veltrænet krop er blevet en integreret del af nutidens selvforståelse.
”Svømmeren” er skabt i 1885 af den svenske billedhugger Johan Börjeson (1835-1910), og det er Ny Calsbergfondet, der har bekostet afstøbningen til Langelinie.
Efter badet
”Efter badet” er skabt af den danske billedhugger Carl Aarsleff (1852-1918), der i en årrække var professor ved Kunstakademiet og dets direktør i perioden 1914-17.
Og igen er det naturligvis brygger Jacobsens nystiftede fond, der har bekostet skulpturen.
Søfartsmonumentet
På en vældig platform med indhuggede relieffer står en kvinde med udbredte vinger og en krans i sin venstre hånd. Hun skal minde os om de danske søfolk, der mistede livet under Første Verdenskrig.
Midlerne til det store monument kom fra Dansk Damskibsrederiforening, der i 1921 besluttede at sløjfe en krigstidsforsikring og derved skaffe penge til at rejse et monument for de under krigen omkomne danske søfolk i handelsflåden.
Der måtte hele to konkurrencer til, før man i 1924 valgte billedhuggeren Svens Rathsacks og arkitekten Ivar Bentsens projekt.
Monumentet blev indviet den 9. maj 1928 med taler af bl.a. kong Christian X og en til lejligheden skrevet kantate af Hans Hartvig Seedorff og Johan Hye-Knudsen.
Den oprindelige platform var hugget i limsten, som efterhånden led under vejr og vind. Derfor valgte man i stedet marmor, da man i 2009 besluttede at forny platformen.
Genindvielsen fandt sted i september 2011, men det var ikke nogen let sag at genskabe de markante relieffer, som måtte finpudses over en længere periode.
På den firkantede sokkel under den vingede kvinde er indhugget navnene på de 648 omkomne sømænd og deres skibe.
Den kvindelige figur er formet med udgangspunkt i Antikkens Nike fra Samothrake, mens platformens relieffer gengiver forskellige scener: mænd der forlader et synkende skib, en lille familie uden far, handelens gud Merkur og krigsguden Mars.
Mindesmærke for Mylius Erichsen
Stenen er rejst i 1912 til minde om de omkomne ved ekspeditionen til Nordøst-Grønland 1906-07, hvor Mylius Erichsen, N.P. Høeg Hagen og Jørgen Brønlund omkom i kulden.
På stenens forside ser vi de tre mænd slide sig frem med slæde og hunde, på bagsiden er indhugget brudstykker af Brønlunds dagbog i de sidste dage, hvor de to andre allerede var døde af forfrysninger og udmattelse.
Relieffet og hele udformningen skyldes den fynske billedhugger Kai Nielsen (1882-1924), som bl.a. også har skabt ”Vandmoderen” i Glyptotekets vinterhave og de markante figurer, der indrammer Blågårds Plads.
Polarforskeren Ejnar Mikkelsen
Busten af Ejnar Mikkelsen er modelleret af billedhuggeren Adam Fischer (1888-1968) i 1942. Afstøbningen i bronze på Langelinie blev opstillet i 1972 i anledning af 50-året for oprettelsen af Scoresbysund kolonien. En tilsvarende afstøbning står i Scoresbysund, som Mikkelsen var med til at grundlægge. Ejnar Mikkelsen ledede i 1909-12 ”Alabama-ekspeditionen” til Østgrønland, hvor opgaven bl.a. var at finde dagbøger og andet fra de omkomne på Mylius Erichsens ekspedition.
Ejnar Mikkelsen foretog endnu en videnskabelig ekspedition til Østgrønland i 1932, som bl.a. fik betydning for den fortsatte kolonisering af Scoresbysund og for anerkendelsen af Danmarks overhøjhed over hele Grønland ved retten i Haag 1933.
Isbjørnen
Den store bronzeskulptur af en oprejst isbjørn med to unger er skabt af billedhuggeren Holger Peder Wederkinch (1886-1959).
I 1929 var skulpturen udstillet på den årlige Salon des Beaux Arts i Paris, og Wederkinch modtog her en fornem guldmedalje for sit værk.
Den langvarige konflikt med Norge om adkomst til Østgrønland og Haag-dommen i 1933, der fastslog, at hele Grønland hørte under det danske rigsfællesskab, havde, ligesom Ejnar Mikkelsens ekspedition, vakt en betydelig interesse for Grønland i løbet af 30’erne.
Og i 1937 skænkede en anonym giver så Københavns Havnevæsen en bronzeafstøbning af Wederkinchs isbjørne-gruppe til opstilling i dét, der nu kan kaldes ”det grønlandske hjørne” af Langelinie.
Jutlandia-mindesten
Ikke langt fra Isbjørnen finder vi en mindesten af granit for det danske hospitalsskib, Jutlandia, og dets indsats i Koreakrigen fra 1951 til 1953, hvor man behandlede såvel sårede soldater som civile med behov for hjælp.
Jutlandia var oprindeligt bygget for ØK til linjetrafik mellem København og Bangkok, men blev stillet til rådighed for regeringen i efteråret 1950 og ombygget til et moderne hospitalsskib, der stævnede ud fra København den 23. januar 1951 og sluttede sin tjeneste ved hjemkomsten den 16. oktober 1953.
Stenen er skænket af koreanske krigsveteraner i taknemlighed for den danske humanitære hjælp under den langvarige og blodige krig.
Ingeniør Hammerich
På vej ud ad promenaden over Langelinieskuret står en lille obelisk af granit med et relief-portræt i marmor af ingeniør Holger Hammerich, som i 1895 fremsatte planen om et Langelinieanlæg for offentligheden i forbindelse med byggeriet af Frihavnen.
Holger Hammerich (1845-1915) var uddannet ingeniør fra Polyteknisk Læreranstalt, etatsråd, borgerrepræsentant og folketingsmedlem fro Højre i perioden 1890-1915.
Som politiker var han medvirkende til loven om oprettelsen af Københavns Frihavn i 1891 og fik stor indflydelse på den arkitektoniske udformning, hvor Langeliniekajen med Østmolen blev anlagt som beskyttelse af Frihavnens bassiner.
Langeliniepromenaden kunne bevares ved at placeres oven på Langelinieskuret, adskilt fra Frihavnens lukkede område med det fine, nu fredede smedejernsgitter.
Også udformningen af parken, broerne og lystbådehavnen fik Hammerich indflydelse på.
Monumentet er tegnet af arkitekten Heinrich Wenck (1851-1936) og udført af Anders Bundgaard (ham med Gefion). Afsløret den 9. november 1918 og bekostet af en kreds af ingeniørens venner.
Heinrich Wenck var DSB’s ledende arkitekt i over 25 år, og han tegnede over 150 stationsbygninger, bl.a. Hovedbanegården (1911), Østerport Station og Frihavnens Station, der nu gemmer sig bag Amerika Plads.
Mindesten for deportationen af danske jøder og kommunister 1943
Yderst på kajen, lige før spidsen med det lille fyrtårn, møder vi mindestenen over deportationen af 198 danske jøder og et antal danske kommunister til henholdsvis Theresienstadt og Stutthof. Det tyske troppetransportskib Wartheland sejlede fra Langelinie til Swinemünde (nuværende Swinoujscie) den 2. oktober 1943.
Stenen er doneret af en anonym kz-fange og opsat af Theresienstadt Foreningen. To børnebørn af en tidligere fange i Theresienstadt foretog afsløringen i 2008, på 65-års dagen for deportationen. Stenen er placeret tæt ved det sted, hvorfra de danske fanger blev udskibet.
Det Genmodificerede Paradis
Hvis man på tilbagevejen vælger at gå langs kajen ind mod Østbassinet møder man Bjørn Nørgaards store skulpturgruppe ”Det Genmodificerede Paradis”. Oprindeligt fremstillet for den danske pavillon på Expo 2000 i Hannover, men siden 2006 opstillet mellem kajen og Langelinie Allé, på Dahlerups Torv.
Bjørn Nørgaards paradis er udført i så forskellige materialer som støbejern, rustfrit stål, aluminium, bladguld, forgyldt bly, granit og sandsten. Kun selve havfruen er af bronze for at skabe en parallel til Edvard Eriksens klassiske værk. Det var Prins Henrik, der den 15. september 2006 afslørede Nørgaards skulpturgruppe på dens nuværende plads.
Skulpturgruppen blev købt af Ny Carlsbergfondet i 1999 og anlægget af pladsen i 2006 er bekostet af en række forskellige bidragydere: Københavns Havn, Dronningens Erindringsmønt, Bech-Bruun, FIH Erhvervsbank, Ole Kirks Fond og Bikubenfonden samt Realdania. Formelt er skulpturgruppen nu deponeret hos Erhvervsstyrelsen, der holder til i Dahlerups Pakhus.
Gruppen består af følgende otte figurer:
Øverst på den synkende triumfbue står Madonna, og i kreds om bassinet: den Tredelte Kapital, den Gravide Mand, Eva, Jesus, Maria Magdalene, Adam og Havfruen ude i selve havnebassinet.
Bjørn Nørgaard har bl.a. sagt følgende om sin intention bag gruppen:
”Det har været naturligt for mig at tage genteknologien op som et af vor tids store problemkomplekser. Med menneskekroppen som udgangspunkt har jeg ønsket at sætte et tableau i gang, der i skulpturelt formsprog diskuterer civilisationens grænser.”
Desværre kan man konstatere, at det omgivende lave bassin stadig står tørlagt, så vi ikke får den fulde effekt af en spejling i vandfladen.
Emigrationsmonumentet på Amerikakaj
På Amerikakaj står den spinkle Kristina med flagrende hår til minde om de mange danskere, der i trange tider udvandrede for at finde bedre livsvilkår i fremmede lande.
Kristina var en ung pige fra Vendsyssel, der i 1856 emigrerede til Utah. Hun var blandt de mange danske Mormoner (ca. 17.000), der fra 1852 udvandrede til USA.
Bronzeskulpturen er skabt af den amerikanske billedhugger Dennis Smith (f. 1942) som et symbolsk portræt af hans nordjyske oldemor, Kristina Beck, der udvandrede sammen med sine forældre.
Dennis Smith er født og opvokset i Utah, men har fået en del af sin uddannelse i Købehavn, hvor han i 1968 blev optaget på Kunstakademiets Billedhuggerskole.
Rundt mellem kajens brostensbelægning er nedlagt små granitplader med navne og årstal på mange andre danske emigranter, der netop på dette sted begyndte udrejsen til deres nye tilværelse på den anden side af Atlanten.
I perioden fra 1850 til 1914 udvandrede omkring 300.000 danskere til Amerika, ca. 10% af datidens danske befolkning. Men helt op til midten af 1900-tallet var der stadig mange danskere, der skabte sig en ny tilværelse i USA og Canada.
Peter Freuchen og Eventyrernes Klub
Kommer man til Langelinie fra gang- og cykelbroen over baneterrænet og går videre ned mod Lystbådehavnen står der på vejens højre side et beskedent lille monument, en såkaldt Inugsuk – en røse eller varde af sten – rejst den 13. december 1998 på 60-års dagen for Peter Freuchens stiftelse af ”The Adventurers Club of Denmark”.
Allerede i 1986 havde Eventyrernes Klub hædret Freuchen med at plante det bagved stående egetræ den 20. februar – på 100 års dagen for hans fødsel.
Peter Freuchen (1886-1957) er nok værd at mindes, især for sine bedrifter som polar-forsker i Grønland og arktisk Canada, men også som den, der sammen med Thit Jensen kæmpede for de bibliotekspenge, der siden 1946 hvert år kommer danske forfattere til gode.
Året inden sin død kom Peter Freuchen endnu engang på forsiderne, da han i amerikansk fjernsyn vandt 64.000 dollars i quiz om emnet ”verdenshavene”.
Ankeret i rundkørslen på Indiakaj
På turen tilbage til vore to markante bygninger passerer vi rundkørslen med det store, anonyme anker, der på en enkelt og indlysende måde vidner om det driftige liv i Frihavnens storhedstid og om hele Langelinies marietime historie.
Tekst: Bestyrelsen / Hanne Lykke-Meyer
Fotos: Hanne Lykke-Meyer og Birger G. Nielsen
