OPDATERET 10/6 kl. 9.40: Kronprinsesse Mary skal være gudmor og en lang række honoratiores fra den danske og svenske skibsindustri skal se på, når det 183 meter lange tankskib Stena Weco Impulse skal døbes.
Det kommer til at ske på Langeliniekajen på mandag den 13. juni. I den anledning bliver Langeliniekajen spærret for al offentlig trafik mellem klokken 6 om morgenen og klokken 14.
Beboerne på Langelinie Alle bliver stort set ikke berørt, forsikrer Allan Gram, der er rådgiver for eventbureauet Welcome, der står for arrangementet.
Der kommer godt nok et skilt med indkørsel forbudt op ved indkørslen til alleen, og her vil stå en vagt. Men forbuddet gælder hverken beboere, deres gæster eller den normale arbejdskørsel, siger Allan Gram.
“Formålet er at holde nysgerrige væk, mens der er kongelige på kajen,” siger han.
Sejler under Bermudaflag
Dåbsceremonien kommer til at foregå yderst på Langeliniemolen ud for det nye kontorhus og Pension Danmark. Kronprinsessen ankommer ved 11-tiden sammen med 300 VIP fra hele verden. Og der vil være “lyd på”, som en pressetalskvinde formulerer det.
Tivoligarden vil trække op.
Det store tankskib er allerede i rute og sejler med kemikalier og andre flydende produkter. På de første ture har skibet sejlet vegetabilsk olie fra Indonesien til Barcelona og Rotterdam, fremgår det af en artikel i Mariotime Danmark.
Skibet er ejet af Stena Weco, et joint venture mellem svenske Stena Bulk og danske Weco Shipping. Det er blevet bygget på de kinesisk værft i Guangzhou, og det sejler under Bermudaflag.
Det er udstyret med 18 tanke, der hver har en kapacitet på 3.000 kubikmeter. Det er 185 langt og 32 meter bredt.