København kaldes med god grund Europas cykelhovedstad. Det kan også mærkes på Langelinie, hvor presset stiger for at få plads til flere og flere cykler i kælderen.
Det gælder både almindelige bycykler og de store ladcykler, som optager en del plads i kælderen.
Derfor er bestyrelsen gået i gang med at undersøge, om der kan skaffes et ophæng, så cyklerne kan parkeres i to etager.
Men der er stadig alt for mange ”døde” cykler opmagasineret i cykelkældrene. Cykler, hvis ejere er fraflyttet. Cykler, hvis ejere ikke har brugt dem i måneder og år. Børnecykler, som ungerne for længst er vokset fra.
Cykelkælderen er for cykler, der bruges jævnligt. Ekstracykler og børnecykler, som står parkeret med flade hjul og tommetykt støv på sadel og styr, optager unødig plads for andre, der gerne vil have en nyere cykel i tørvejr.
Gamle ekstracykler hører til i beboernes kælderrum eller sommerhuse og ikke i den fælles cykelkælder.
Derfor kommer der om kort tid opslag om endnu en cykeloprydning, så der kan blive plads til alle de aktive jernheste i ejendommen. Beboerne vil få en måned til at fjerne deres gamle cykler.
Når der er ryddet op i cykelkældrene, så vil alle rummene blive nymalet med start i nr. 3 og nr. 5.