Politiets indsats mod bandekrigerne på Nørrebro flyttede den 6. marts til Langelinie. Flere beboere var fra kl. 19.45 fredag aften fra deres vinduer vidner til en omfattende politirazzia mod unge medlemmer af Hells Angels-støttegruppen AK81.
En halv snes uniformerede betjente med hunde stoppede og visiterede op mod 60 personer, og i alt 26 biler blev ransaget, oplyser politiet via Ritzau.
Razziaen hang sammen med, at rockerne skulle mødes på Langeliniekajen for at fejre en HA-lærlings fødselsdag. Men inden festen kom i gang blev gæsterne stoppet af politiet i porten under promenaden til kajarealet.
De unge rockere blev visiteret og deres biler undersøgt med hunde. Flere af de unge var iført skudsikre veste, og i en af bilerne blev en ulovlig politiradio konfiskeret. Et par bilister forsøgte at undvige.
Politiet med hunde undersøgte både kajområdet og lystbådehavnens område for bl.a. skydevåben, men intet blev fundet.
AK81 er en støttegruppe for Hells Angels – forkortelsen står for Altid Klar HA. Gruppens medlemmer er aspiranter til at blive optaget i rockergruppen, og det er AK81, der aktivt har deltaget i en række af de skudopgør, der i de seneste måneder har fundet sted i belastede kvarterer i København. (LF)