Ejerforeningen har i samarbejde med flere af kvarterets andre ejerforeninger haft fokus på trafiksikkerheden på Indiakaj. Et af diskussionsemnerne med Københavns Kommune har været omfanget af trafik og hastigheden. For at få fakta på bordet har vi bedt kommunen om at foranstalte en egentlig trafiktælling. Den blev lovet gennemført sidste år, men udskudt. Nu sker det til gengæld. Netop nu gennemføres den maskinelle tælling ved hjælp af kabler, udlagt over kørebanen.
Når vi kender resultatet, vil Ejerforeningens særlige udvalg for støj og trafik i samarbejde med naboernes repræsentanter tage stilling til, hvad næste skridt skal være.
I forvejen har vi anmodet om cykelstier på Indiakaj. Det er et ønske, der underbygges af det planlagte byggeri Kastelshusene. Et byggeri, der vil øge trafikmængden på Indiakaj betragteligt.