Bemærk ny tid for bisættelsen. Udsat til 11/11 kl 13
Mindeord om Bestyrelsesmedlem Jens Lillelund
Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om, at Jens Lillelund er gået bort mandag den 2. november 2026 efter kort tids sygdom med kræft. Jens tilbragte sine sidste uger på hospice, hvor han kom i midten af oktober, og hvor han sov stille ind omgivet af hele sin familie.
Jens har boet på Langelinie siden år 2001 og har gennem mere end to årtier været en helt central skikkelse i vores fællesskab. Han har været medlem af ejerforeningens bestyrelse lige siden 2004, hvor ejendommen overgik fra at være udlejet af bygherren PFA til at blive udstykket som ejerlejligheder. Sideløbende har han lagt et enormt arbejde i grundejerforeningens bestyrelse, hvor han var næstformand. Et engagement, som han fastholdt helt frem til sin død.
Jens var ikke blot en engageret bestyrelsesperson. Han var en utrættelig forkæmper for Langelinie og områdets beboere. Han var kendt, værdsat og dybt respekteret – ikke alene blandt beboerne, men også langt uden for vores eget fællesskab.
En af Jens’ helt store indsatser var hans afgørende rolle i den voldgiftssag fra 2017, hvor det lykkedes beboerne at sikre, at ejerne af Langelinie-spidsen fortsat skulle være medlemmer af vores grundejerforening og dermed bidrage til udgifterne til vedligeholdelse af områdets bolværk, stier, renholdelse og øvrige fællesarealer. Det var en vigtig sejr for fællesskabet, og Jens var en af de drivende kræfter bag resultatet.
Jens havde et imponerende netværk og formåede at skabe gode og konstruktive relationer til de mange mennesker og organisationer, som vores forening havde berøringsflader med. Det gjaldt blandt andet ledelsen i Copenhagen Malmö Port (CMP), politikere og kommunale forvaltninger. Med stor vedholdenhed, saglighed og evne til dialog arbejdede han for at forbedre forholdene for beboerne.
Det bar også konkrete frugter. Gennem et vedholdende samarbejde med CMP lykkedes det blandt andet at få slukket for de støjende højttalere fra krydstogtskibene og at medvirke til etableringen af landstrøm til skibene. Han arbejdede desuden for at begrænse støjen fra musikken på Refshaleøen, få reduceret Promenadens langbord og mindske vandflyverens miljømæssige gener.
Jens havde en særlig evne til at få ting til at ske. Han gav ikke op, når noget var vigtigt, og han forstod, at resultater skabes gennem både vedholdenhed, indsigt, gode relationer og respektfuld dialog. Han brugte sine evner og sit store engagement til gavn for os alle.
Med Jens har vi mistet et menneske, der gennem mange år har sat et markant og varigt aftryk på Langelinie. Hans indsats for vores fællesskab kan næppe overvurderes, og hans engagement vil blive husket og værdsat langt ud i fremtiden.
Jens var en ener.
Vi vil savne hans store engagement, hans indsigt, hans vedholdenhed og ikke mindst hans tilstedeværelse. Vores tanker går til hans familie, som har mistet et menneske, der stod dem nær.
Æret være Jens Lillelunds minde. Vores tanker går til familien.
Bisættelsen finder sted onsdag den 11/11 kl. 13 fra Kastelskirken med efterfølgende sammenkomst på Babette Guldsmeden. Alle er velkomne. Send gerne en mail til: katriina@athreq.ai hvis I vil deltage hos Babette.
Birger Jensen
