Hvis du selv, dine venner, bekendte eller din familie ind imellem parkerer foran ejendommen eller på Langeliniekajen så vær på vagt. Der begås flere indbrud i biler, end du måske tror.
Efterlad derfor ikke synlige værdigenstande i bilen. Det måtte en ung mand sande forleden, da han ved højlys dag skulle købe nogle ting i outlet-butikkerne. Kort efter blev et vindue smadret og en ikke særlig dyr rygsæk “fisket” ud fra et sæde. Til gengæld lå hans I-Pad i sækken sammen med andre personlige effekter. Til al held blev den tomme rygsæk spottet af en beboer i ejendommen, da den lå åben og henslængt på kanten af Østre Bassin (Det døde Hav). Beboeren frygtede, at der var tale om et selvmord ved drukning. Via et USB-stik i rygsækken lykkedes det at finde ejermanden, der altså fik et dyrt og ærgerligt besøg på Langelinie.