Ejerforeningens mangeårige kamp for sikker cykeltrafik på Indiakaj har nu båret frugt. Til næste år vil Københavns kommune nemlig begynde at anlægge cykelstier på Indiakaj.

Det fremgår af det netop vedtagne budgetforlig, at der i 2018-20 afsættes 6,9 millioner kroner til anlæg af cykelstierne. Men det er endnu ikke offentliggjort, om der er tale om en simpel cykelbane bag en hvid stribe eller om der bliver tale om egentlige cykelstier, afskærmet med en kant. De sidste er væsentligt dyrere end de første. Det er heller ikke offentliggjort, om cykelstierne skal etableres sådan, at den eksisterende kørevej gøres smallere – eller om der inddrages nogle af p-pladserne på Indiakaj.

Det er et flertal af partier i Københavns Borgerrepræsentation, bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og  SF, der har indgået budgetforliget.