Ejerforeningens tidligere formand, Erik C. Møller, er død, 75 år.

Han havde netop gennemgået en svær operation med et stort vægttab til følge.

Trods sin sygdom så han frem til Ejerforeningens generalforsamling den 21. marts. Sådan blev det ikke. Få dage før sendte han afbud med beklagelse  og fuldmagt til bestyrelsen. Natten til den 25.marts sov han stille ind.

Han efterlader sin en datter og en søn, svigerbørn og børnebørn og sin tidl. hustru.

Erik C. Møller blev formand for foreningen i 2008 og fortsatte til sommeren 2011, hvor han fremlejede sin lejlighed og flyttede op til sit elskede sommerhus i Gilleleje. Det var hans hensigt at vende tilbage til Langelinie, men få dage før sin død fremlejede han lejligheden i nr. 3 for en ny periode.

Erik Møller var fysisk aktiv og i sin tid som formand nød han at bakse rundt med de store plantekrukker, som på hans initiativ blev købt hjem fra Østen, tilplantet og placeret på ejendommens fællesarealer. I sin allersidste mail til Ejerforeningen udtrykte han håbet om en god generalforsamling og “at ejerne bakker op om bestyrelsens arbejde”. Han vil blive husket for sit gode humør og sit ligefremme og uhøjtidelige væsen. KjH