Den såkaldt ”falske havfrue” overfor Isbjørnen på Langelinie er omsider på vej væk.

Det oplyser By&Havn i en mail til Ejerforeningens bestyrelse. I mailen, der er dateret 23. marts 2018, skriver By&Havns chefkonsulent, Britta Køster, at ”den aftale der er indgået om havfruen vil blive opsagt med det varsel, som er aftalt med ejeren. På den baggrund regner vi med, at havfruen vil være fjernet inden udgangen af maj måned”.

Mailen er et svar på en rykker fra Jens Lillelund på vegne af Ejerforeningen Langelinie Allé 3-9. Svaret blev drøftet i bestyrelsen den 3. april og modtaget med stor tilfredshed. Det er netop denne bestyrelse, der har været drivkraften i bestræbelserne på at få skulpturen fjernet.

Vulgær kitsch

Men den 4 m-høje skulptur har været en torn i øjet på beboere og beboerforeninger i hele Sdr. Frihavn siden den blev opstillet i 2008. Dengang ejede privatmanden bag Den falske Havfrue også cafeen, men det lille fliseareal udenfor, hvor den blev opstillet, tilhører By&Havn. Derfor var en aftale med By&Havn nødvendig for opstillingen. Beboerne har protesteret, fordi de mener, at den er vulgær og helt uden kunstnerisk værdi, at den er regulær kitsch fremstillet i massevis i Kina og at mange turister vildføres, fordi de forveksler den med den rigtige havfrue længere inde mod byen. De har også efterlyst regler for, hvad private personer kan tillades at opstille i det offentlige rum.

Henstillinger blev overhørt

”Hvad nu hvis beboerne i Langelinie Allé 3-5 skulle finde på at opstille en 4m høj skulptur af Lenin på ejerforeningens areal foran nr. 3”?, blev der spurgt. ”Det ville næppe gå stille af hos turistorganisationen Wonderful Copenhagen med flere hundredtusinder af turister som forbipasserende”, sagde man. Underskrevne henstillinger direkte til ejermanden og By&Havn om at få den fjernet har ikke båret frugt, avisartikler heller ikke – før altså nu, hvor tilladelsen er opsagt.

Ejeren af skulpturen har for længst solgt sin café, som dengang hed ”Danish”. Han har også opstillet to mindre kopier på havnen i Dragør, hvor han nu bor. De blev efter et større rivegilde i Dragørs kommunalbestyrelse forlangt fjernet og befinder sig nu på ejerens private grund.