NEKROLOG: Det var en utrolig trist melding, vi modtog søndag den 27. oktober om at vores vicevært Frank Schultz var død om natten, kun 57 år. Frank var kommet på hospice tirsdag i samme uge, og her sov han stille ind, omgivet af sin kone og to børn.

Frank var gennem ti et halvt år en utrolig værdsat og respekteret vicevært, såvel af bestyrelsen som af beboerne og husets håndværkere. Han kendte hver en krog af ejendommen og kunne som regel hurtigt finde frem til årsagen til alle de forskellige problemer, og han kunne ofte selv udføre den nødvendige reparation eller støtte håndværkerne til en hurtig og effektiv udbedring.

For bestyrelsen var Frank en uvurderlig støtte som faglig partner ved større vedligeholdelsesopgaver, som han også førte tilsynet med under projektforløbet. Over for beboerne var Frank altid venlig og hjælpsom.

Viljestyrken forlængede livet

Frank fik konstateret kræft for et par år siden, og i sin kamp mod sygdommen udviste han en heroisk og stædig viljestyrke, som givet forlængede hans liv, men siden sommerferien blev kræften den stærkeste.

Trods sygdommen udviste Frank stor pligtfølelse over for os alle ved hele tiden at have styr på tingene og sørge for vikardækning, når kræfterne ikke rakte. Så sent som ni dage inden sin død ankom Frank til Langelinie for at overdrage nøgler og viden om opgaverne til sin efterfølger.

Frank bisættes torsdag den 31. oktober kl. 14.00 fra kapellet på Gladsaxe kirkegård, Gladsaxe Møllevej 35. Bagefter er der gravøl på Granny’s House, Søborg Hovedgade 75, hvor alle er velkomne.

Vores tanker er med familien i denne hårde tid. Æret være Franks minde.

(Foto: Kjeld Hammer)