Kom med på en tur i Nordhavn og hør historien om det nye, spændende boligområde i København. Det er Søndre Frihavnsudvalget, der inviterer på en guidet tur tirsdag den 28. maj 2019, klokken 16:00 til cirka klokken 18:30.

Nordhavn var tidligere en lukket del af Frihavnen, hvor offentligheden var forment adgang. I dag er det en oase af grønne og blå byområder med bæredygtig udvikling, hvor fremtidens klimaløsninger testes. Nordhavn har fået sit eget postnummer, 2150, og vil på sigt få 40.000 indbyggere.

På turen kommer vi forbi en lang række af de byggerier, som har vundet arkitekturpriser og er international anerkendt. Vi ser, hvordan detailhandelen vokser frem i sammenhæng med byudviklingen og vi skal høre mere om de fremtidige områder, der skal udvikles i de kommende år.

Turen gennemføres med erfarne guider fra By&Havn.

Efter turen har vi booket “Bar Uno” på Göteborg Plads, hvor der vil blive serveret et glas prosecco og en pizza slice.

Der er et begrænset antal pladser, så tilmelding er efter “først til mølle” princippet. Deltagelse er forbeholdt medlemmer af ejer/lejerforeningerne omkring Søndre Frihavn.

Du tilmelder dig ved at indbetale 100 kr/person på mobilnr. 51506543 (Henrik, fmd. Gripsholm) og i tekstfeltet skrive navnene og et mobiltelefonnummer, som skal være tilknyttet MobilePay. Skynd dig inden der lukkes for bookinger og senest 8. maj kl 12. Du får besked og pengene retur, hvis turen er udsolgt.

Mødested: “Himmel og Hav” i Siloen, Helsinkigade 29