Fartdjævle på jetski og vandscootere ræser med mega-høj fart gennem Københavns Havn. Ikke alene ud for Langelinjekajen, men også gennem Pramrenden og ud i Østre Bassin til stor fare for bl.a. kajakroere, roere og dykkere.
Bestyrelsen opfordrer nu beboerne til at melde fartbøllerne til politiet på telefon 114.
Ræseriet er nemlig en klar overtrædelse af vandscooter-bekendtgørelsen fra tidligere i år. Bekendtgørelsen er godt nok blevet lempet som følge af en Højesteretsdom fra 2010. Men det er stadig forbudt at sejle med høj fart og lege med fartøjerne i havneindløbet og inderhavnen.
På en jetski står man oprejst. På en vandscooter sidder man ned. En vandscooter ligner en jetski, men er større og ligger stabilt i vandet, og man kan uden problemer sidde stille på den, uden at den vælter.
Vandscootere må sejle i åbent farvand, mindst 300 meter fra kysten. Hvis de skal fra en havn ud i åbent farvand, skal scooteren sejle direkte ud gennem havneindløbet og med maksimalt 5 knob.(9,3 km/t) (I Pramrenden må der højst sejles med 4 knob). En vandscooter kan sejle med op til 100 km i timen. Det er over 50 knob.
Det er Københavns Kommune, der har tilsynet med vandscooter-bekendtgørelsen. Men det er politiet, der skal håndhæve reglerne.