Endnu engang var porten til P-kælderen stærkere end tyven. Han måtte gå med uforrettet sag, da han natten mellem 1. og 2. juni 2015 kl. ca. 1,30 med alle kræfter forsøgte at presse porten op. Det lykkedes ikke. Samme erfaring gjorde to tyve i november 2011. Også de forlod området uden at være kommet ind i bygningen.

I august 2014 lykkedes det to tyve at skaffe sig adgang til kælderen, hvor der var indbrud i seks kælderrum. Derimod kom de ikke op i nogen af opgangene.

Den seneste tyv var alene og forsøgte ikke at komme ind på gadeplan. Derimod prøvede han at lirke døren op til cykelkælderen uden for porten mod Langelinie Allé. Heller ikke det lykkedes. Et ”besøg” ved P-porten hos naboen i Dahlerups Pakhus endte også med, at han opgav.

Overvågningskameraet viser en yngre mand med hætte. Sagen er anmeldt til politiet.

KjH