Bestyrelsen er utilfreds med You See og den såkaldte redegørelse fra chefkonsulent Henrik Ellesøe for de mange nedbrud på kabelnettet, som har fundet sted de seneste måneder. Nedbruddene betød, at beboerne ikke kunne se tv og heller ikke have adgang til internettet via kabelnettet. Redegørelsen blev omdelt til alle postkasser i denne uge.
You See fremhæver i brevet fire nedbrud, selv om der har været flere. Det ene nedbrud, den 3. juni, varede i mindst halvandet døgn. Der tilbydes ikke nogen form for økonomisk kompensation for de store gener, You Sees tekniske fejl har påført beboerne. Tværtimod fremgår det af You See- brevet, at kabelselskabet har overvejet, at sende en regning for en fejlretning, da You See-systemet blev påvirket af støjproblemer udefra.
Til beboerne fremhæver Ellesøe, at “ejerforeningen (har) ikke modtaget nogen regninger ifm. fejlretningen”. Han skriver endvidere, at hvis der skulle ske nedbrud igen, så kan beboerne ringe til firmaets almindelige fejlservice-telefon.
Ikke fyldestgørende
Til det siger ejerforeningens formand, Birger Jensen: “Bestyrelsen finder ikke brevet fyldestgørende, ligesom vi finder deres opfordring til at alle skal ringe 70704040 for meget uhensigtsmæssig.”
“Vi forventer, at You See nu har fået opgraderet hele anlægget og rettet fejlene i fordelerboksene og dermed rettet de problemer, som forårsagede mange perioder med manglende TV og bredbånd i store dele af juni og juli måned,” siger han.
Bestyrelsen har klaget og efterfølgende holdt møde med You See med henblik på at få forbedret kommunikationen og indsatsen, når der opstår problemer.
De store nedbrud i juni og juli bliver kompenseret med en kode til en gratis film fra Blockbuster, hvor man dog først skal oprette en profil for at få glæde af You Sees “plaster på såret”.
Mindst en beboer har krævet økonomisk kompensation for ikke at kunne bruge sit WiFi. Men Henrik Ellesøe har svaret, at “Godtgørelse udløses kun, hvis man har været helt uden tv signal i mere end 2 døgn i træk fra fejlmeldingstidspunktet, og hvis beløbet overstiger 25 kr. “
Han understreger, at dette fremgår af de vilkår, kunden har fået sammen med sine tv-pakker og internetforbindelse.
Læs You Sees brev til beboerne her